Hvor meget angst, er for meget..

angst

Ja jeg spørger, fordi midt i al glæden og spændingen over at skulle til Paris i tre dage  så bøvler jeg simpelthen så meget med angst.

Det er ikke et nyt fænomen, jeg har altid haft det.

Når jeg som ung skulle afsted på ferie med min familie, skrev jeg altid en eller anden form for “afskeds”hilsen. (På noget køkkenrulle jeg rullede tilbage på rullen igen, eller på en lap papir der lå i min skuffe eller foldet sammen i en bog) Et eller andet, som folk ville finde, hvis det nu var, jeg ikke kom hjem fra den ferie igen.

Jeg hader at være adskilt fra min familie, jeg bekymrer mig om alt muligt der kan ske. Selvom jeg er 30 og ikke har boet hjemme siden jeg var 18, så er jeg stadig bekymret når mine forældre fx. kører på sommerferie, tænk nu hvis de kører galt og kommer til skade når jeg ikke er der..

Efter jeg er blevet mor, er det blevet værre. Jeg har det bedst hvis vi alle 4 er sammen. Altså ikke på den måde, at jeg er ved at panikke over at aflevere ungerne i vuggestue og børnehave, men jeg har et kæmpe pres over, at skulle rejse til et andet land end det som Søren og ungerne er i.

Jeg er generelt skide bange for at flyve – jeg gør det. Men det er bare, i min hjerne, totalt unaturligt, at en stor bunke metal kan hænge og dalre rundt oppe i luften. Jeg er også bange for terror! Og det skal man jo ikke være, for så vinder terroristerne, men det er jeg altså, især nu hvor jeg skal være afsted alene.

Sådan er der måske mange der har det, med alt det, der sker i verden idag, men pt har jeg det altså i baghovedet nonstop. Det har jeg haft, siden jeg sagde ja  at tage med til Paris. Det er det, som er i tankerne når jeg har kysset ungerne godnat og puttet dem under dynen. Det er også det jeg tænker på, når jeg selv går i seng.

Scenarier om, hvad jeg skal gøre, hvis det mest utænkelige skulle ske, lige der, hvor jeg er. Hvordan jeg ville skulle komme i kontakt med Søren herhjemme, tænk hvis jeg ikke kan komme til min telefon, kan jeg hans nye tlfnummer i hovedet. Hvis nu flyet skulle styrte ned, ville jeg så kunne nå at ringe hjem og sige jeg elsker dem. (Jeg tænker nej..) Jeg har det skrækkeligt med tanken om ikke, at kunne styre situationen.

Sådan er det også hvis vi nu allesammen er ude at køre og skal over en stor bro. Hvis nu den braser sammen, ville det så kunne lade sig gøre, at spænde ungernes seler op og hvordan får jeg dem ud af bilen. Hvis vi ryger ned under vandet, vil jeg så kunne svømme op med dem begge to på en gang osv..

Og helt ærligt, det her er jo ikke tanker jeg selv “bestemmer” jeg vil tænke. Jeg prøver ikke at “psyke mig selv” op på det niveau, de maser sig bare på inde i hovedet selvom jeg prøver at tvinge mit hovede til at tænke på noget andet..

Så er det bare jeg tænker, hvornår er den angst så for meget..

Jeg ved godt, at det ikke er rationelt, at oddsene for, at alle de grimme ting skal ske for mig er relativt små og at det er mere sikkert at flyve end det er at køre en tur i bil.

Det afholder mig heller ikke fra at tage afsted og få en god tur og en fantastisk oplevelse, for det får jeg, men det fylder afsindigt meget i min krop og i mit sind.

Jeg gør det jeg kan, for at holde det i ave. Jeg prøver at tænke, at det er en ubegrundet angst der måske, måske ikke, bunder i, at jeg ikke kan kontrollere alt hvad det skal ske.

Jeg fokuserer på det, jeg glæder mig til ved turen og de mega fede oplevelser der venter og så lærte jeg engang, af en klog person, at ubehagelige følelser kan visualiseres som bølger. De skyller ind over en, men de trækker sig også tilbage.

Det forsvinder nok aldrig helt det der angst men jeg arbejder med det. Måske hjælper det at sætte ord på det.. Who knows.

 

Se også

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *