Syndig lækker nøddetærte med karamel og rom.

nøddetærte med karamel og rom

Den syndigste kage med chewy karamel, et hint af rom, ristede hasselnødder og sprød mørdej.

Denne kage er inspireret af et gaaaammelt udklip fra en Rema1000 reklame. Jeg har altid revet ud og gemt opskrifter fra blade og reklamer. Nej altså, sidder jeg ved tandlægen og læser en opskrift jeg bare må prøve så nøjes jeg selvfølgelig med at tage et billede af den (længe leve mobilkameraet) Nå, men når “man” har gjort det siden “man” var 14 år, så resulterer det selvfølgelig i sindsygt mange opskrifter. jeg opgav for flere år siden (over 10år ihvertfald) at prøve at holde et system i det, og derfor har jeg – til min mands store irritation – mapper og kasser fulde af usorterede opskrifter.

Den anden dag skulle vi have et vennepar over til tapas. Tapas kan måske godt ende lidt i den samme rille og vi bestemte os for at vi skulle prøve nogle nye retter af – sammen med de klassiske oste, pølser, pestoer osv. det blev bl.a. til spanske Albondigas som er kødboller i tomatsauce. Dem stod min mand helt og holdent for imens jeg koncentrerede mig om noget andet, opskriften kan i derfor ikke få, men gode, det var de virkelig. Dertil fik vi grillede og hvidløgsmarinerede champignons samt rucola med balsamicoglace. Derudover lavede vi et lille nordisk indslag i form af en hapser af sprødt rugbrød med røgede rejer, hjemmerørt mayo og karse. Og sørme om ikke også der lige kom et lille asiatisk indslag med indover med dampede Dumplings med svinekød og kål.

Altså..

Tapas betyder jo små retter – der var ingen der sagde de absolut skulle være spanske og ved nærmere eftertanke var skinken vel også italiensk. Jo jo, vi var langt omrking i verden.

Nå men videre til selve pointen med dette indlæg.

Jeg havde bestemt mig for at jeg ville lave en dessert jeg ikke havde lavet før. kriterierne var således.

Kagekriterier:

  1. Den skulle smage mega godt.
  2. Den skulle være flot at se på.
  3. Den skulle være nem at lave.

Jeg fandt en kasse med løse opskrifter frem og gik igang med at kigge. Det kan godt tage tid, for jeg lader mig let rive med af hvad jeg finder af spændende opskrifter og mister fokus på det jeg leder efter. Det gik dog relativt hurtigt og jeg var slet ikke i tvivl da jeg fandt den her opskrift. Det var lige sådan noget jeg havde lyst til at lave.

Inden du giver dig i kast med opskriften – og det skal du unde dig selv at gøre, kan jeg på forhånd afsløre at den levede vældigt op til mine kriterier.

Den ser skøn ud, smager monster godt og bedst af alt – den er virkelig nem at lave.

Den kræver en time i ovnen. Til gengæld kan den sagtens bages dagen i forvejen – eller to for den sags skyld.

Nøddetærte med Karamel og Rom.

Bund:

  • 180 g mel (jeg brugte almindelig hvedemel da jeg gerne ville have en sprød porøs bund)
  • 100 g rørsukker
  • 1/1 tsk bagepulver
  • 100 g smeltet smør

Bland de 4 ingredienser til bunden i en røremaskine eller med håndmikseren. Dejen skal være smuldrende. Pres dejen ned i din tærteform.

Jeg bagte altså min kage i en springform og beklædte bare bunden med bagepapir (Satte bagepapiret i spænd mellem de to dele.)

Fyld:

  • 1 dåse kondenseret mælk
  • 50 g brun farin
  • 2 spsk mørk sirup
  • 3 spsk rom
  • 200 g hasselnødder

Bland det kondenserede mælk med brun farin, sirup og rom, hæld det i formen  og drys nødderne udover. bages i 60 min ved 150 grader.

Jeg penslede min færdige kage med lidt smeltet ribsgele så den blev fin blank og serverede den lettere lun med hjemmelavet vanilleparfait.

Dagen efter spiste vi den direkte fra køleskabet og det syntes jeg faktisk kun den blev bedre af. Kold havde karamellen nemlig sat sig og var blevet sådan lidt lækkert chewy i det. På den måde kunne den også blive til mega lækre små konfektstykker skåret i mundrette tern og overtrukket med mørk chokolade.

Det skal jeg vist finde en anledning til at afprøve snart.

God fornøjelse med kagen.

Knus Camilla

Se også

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *