Vinder af dansk Beauty Stylist ’16/’17

Beauty Stylist

Jeg har deltaget i La Biosthetique’s store årlige Beauty Stylist konkurrence i år. Til jer der ikke ved hvad det er, kan jeg fortælle, at det er en ret stor konkurrence hvor 23 lande deltager. Alle der deltager skal indsende 4 billeder med en model de har klippet, farvet, og stylet –  styling indebærer (selvfølgelig) håret men ligeså vigtigt, makeuppen og tøjet. Alle produkter der er brugt skal naturligvis være fra La Biosthetique. Af alle de billeder der bliver sendt ind, finder hvert land en national vinder, som skal ned og deltage i den internationale Beauty Stylist konkurrence i Paris.  Beauty Stylist

I weekenden skete så det helt fantastiske, at jeg blev udnævnt til den nationale vinder af La Biosthetique’s store årlige Beauty Stylist konkurrence. 

(Jep, jeg blæser lige på janteloven og fremhæver det med store bogstaver, for jeg er SÅ glad for at have vundet.)

Nå men det betyder jo i store træk at jeg har vundet en tur til Paris med en ledsager og at mine billeder går videre til at deltage i den internationale konkurrence i Paris, sammen  med 22 andre lande.

Når jeg lige har fået armene ned over den nyhed, så vil jeg sige, at uanset om jeg havde vundet eller ej, så er det en mega fed oplevelse at deltage ved Beauty Stylist.

Det er en super sjov og også udfordrende opgave, da man både skal finde den perfekte model – som tilmed er frisk på de ideer man har med klip og farve, men også en fotograf der kan ramme lige netop det udtryk med billederne som man går efter.

Beauty Stylist

Jeg var så heldig at få det bedste team jeg overhovedet kunne have ønsket mig. Min model Yana, er oprindeligt en kunde i salonen som jeg kun havde klippet en enkelt gang før. Allerede første gang jeg klippede hende kunne jeg se at hun var noget helt særligt, og det på trods af at hun var stået lige ud af badet og kom direkte fra arbejde (som er på en stor gård hvor hun arbejder med dyrene) Yana er fra Ukraine og arbejder heroppe i forbindelse med hendes uddannelse som dyrlæge.

Jeg kan godt fortælle jer, at det tog en lille smule tilløb for mig at spørge hende næste gang hun kom, men jeg var bare ikke i tvivl om at det var hende jeg gerne ville bruge og så må man jo ligesom også mande sig op og få spurgt. Heldigvis sagde hun ja og jeg fik lige den model jeg havde drømt om.

Næste skridt var at finde en fotograf som jeg følte mig tryg og godt tilpas ved. Vi skød billederne i September sidste år og mit forarbejde gik igang lang tid før det. I og med jeg først stiftede bekendskab med La Biosthetique  for 1 år siden (næsten på dato) var jeg stadig meget ny i deres univers da jeg gik igang med at forberede mig til konkurrencen.

Tenna , min dygtige chef, vandt den danske del sidste år – så mit indre konkurrencemenneske, som gerne vil gøre det godt, syntes måske presset var en smuule stort. Jeg havde aldrig deltaget i noget så stort før og jeg ville være sikker på jeg fik en fotograf som  jeg kunne snakke godt med og som jeg ville kunne føle mig tilpas ved at brainstorme med.

Min allerførste tanke faldt på Trine, som jeg var heldig at stifte bekendskab med, da jeg var højgravid med Egon og vandt en graviditetsfotografering hos hende. Hun fik mig dengang til at føle mig super godt tilpas og jeg var ikke i tvivl om at hende ville jeg kunne snakke med og samarbejde godt med. Jeg skrev til hende og heldigvis var hun med på ideen.

Beauty Stylist

 

Med mit team på plads kunne vi gå igang med selve opgaven. Yana og jeg brugte en hel dag i salonen på at få håret på plads og øvet makeuppen, og dagen efter mødtes vi alle tre og fik lavet shootet. det var den hyggeligste dag og Yana og Trine gjorde det til en kæmpe oplevelse. Yana er bare et naturtalent og havde fuldstændig fanget essensen af det look og den følelse jeg gerne ville have frem. Det samme havde Trine, hun var mega dygtig til at forstå hvad jeg gerne ville vise og kom med ideer og forfinede de ideer jeg kom med, sådan så vi fik det bedste lys eller den flotteste vinkel på billederne. Desuden er hun virkelig grundig og ganske adræt – hun går altså langt for at få det billede hun gerne vil have og hun var derfor både højt flyvende og helt nede på maven for at få de bedste billeder. Jeg skulle “kun” indsende 4 billeder og Trine tilbød at udvælge de bedste sådan så jeg ikke skulle kigge alle billederne igennem. Arh, tænkte jeg, det skal hun ikke bøvle med bare for at være sød, det kan jeg selv klare – hvilket resulterede i at jeg fik 844 billeder at kigge igennem. Det tog alligevel lidt tid, at få det kogt ned til kun 4 og der var virkeligt mange gode. Beauty Stylist

Siden September har jeg skulle holde billederne hemmelige, men nu kan jeg endelig dele dem med jer og til Maj håber jeg selvfølgelig på, at kunne tage en award med hjem fra International Beauty Stylist ’16/’17.

Wish me luck.

Knus Camilla

Beauty Stylist

Skulle du have lyst til at se mere af Trines flotte arbejde –  så tjek hendes side her

Du finder hende også på Facebook her

Se også

5 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *